Facetledssyndrom – en diagnose under pres
Facetleddene er små led mellem ryghvirvlerne, som bidrager til rygsøjlens stabilitet og bevægelighed. Gennem mange år har man antaget, at smerter kunne opstå direkte fra disse led, og diagnosen facetledssyndrom blev derfor relativt udbredt.
Tanken bag diagnosen var, at bestemte symptomer og kliniske fund kunne afsløre, at smerterne stammede fra facetleddene. Dette passede godt ind i en traditionel biomedicinsk forståelse af smerte, hvor man forsøgte at identificere den præcise anatomiske struktur, som var årsagen til patientens problemer.
Efterhånden er denne opfattelse blevet udfordret. Forskning har vist, at det er vanskeligt på baggrund af sygehistorie, klinisk undersøgelse eller scanninger sikkert at afgøre, om facetleddene er den primære kilde til smerterne. Mange af de symptomer, som tidligere blev anset for karakteristiske for facetledssyndrom, forekommer også ved andre former for rygsmerter.
Derudover har undersøgelser vist, at der ofte er dårlig overensstemmelse mellem forandringer i facetleddene og patienternes symptomer. Ligesom ved degenerative forandringer generelt kan der ses betydelige strukturelle ændringer hos personer uden smerter.
På den baggrund betragter mange forskere og klinikere i dag facetledssyndrom som en diagnose med begrænset diagnostisk sikkerhed. Diagnosen afspejler i høj grad en tidligere tids bestræbelser på at gøre rygsmerter vævsspecifikke, selv om det ofte ikke er muligt at afgøre, hvilken struktur der eventuelt bidrager til smerterne.
I dag vil mange patienter, som tidligere fik diagnosen facetledssyndrom, i stedet blive betragtet som havende almindelige eller uspecifikke lænderygsmerter. Det betyder ikke, at facetleddene ikke kan være involveret, men snarere at det sjældent er muligt med sikkerhed at fastslå, at de er den eneste eller primære årsag til smerterne.