Behandling af artrose
Behandlingen af artrose sigter mod at formindske symptomer og forbedre funktionen i leddet. Behandlingen omfatter først og fremmest information omkring lidelsen, specifik og målrettet træning samt ved behov vægttab. Behandlingen bør tilbydes så tidligt som muligt, men har vist effekt på både let, moderat og svær slidgigt.
Herudover kan der suppleres med forskellige former for medicin, terapeutisk behandling samt hjælpemidler som f.eks. indlægssåler , gangredskaber, skinner og lignende.
Såfremt ovenstående behandling ikke giver den forventede effekt, kan det hos et mindre antal blive aktuelt med en operation. Her skiftes leddet helt eller delvist ud med kunstige ledflader, der ofte giver betydelig symptomlindring men ikke nødvendigvis øget bevægelighed.